Alene under overfladen

Bogen er en indgang til en forunderlig verden for alle dykkere, der overvejer eller allerede dyrker deres lidenskab alene. Bogen tager fat på et af de store tabuer i dykkerverden, nemlig det at dykke alene. Mange gør det, men meget få taler om det.

I bogen introduceres alt fra teknik og øvelser til, hvordan man træffer den rigtige beslutning om at dykke solo. Meget af teorien i bogen er hentet fra teknisk dykning, mens en del er sat sammen af praktiske erfaringer.

Desuden er bogen krydret med historier og anekdoter fra alverdens dykkersteder, hvor forfatteren har været under overfladen alene eller følt sig meget alene.

Hvert kapitel begynder med en anekdote fra et dykkersted eller andet sted i verden, hvor jeg er enten var alene under overfladen - eller ligeså godt kunne have været det.

Læs begyndelsen af kapitel 2 her:
 

Dødsforagt eller ro

Nha Trang, Vietnam
En smuk morgen foran dykkerbutikken i Nha Trang bliver jeg introduceret for Jung og Shim. Begge to smilende sydkoreanske mænd, og de er begge meget høflige, da vi taler sammen. De arbejder for et koreansk selskab i Saigon og har taget et par fridage i Viernams badeby nummer et. Sammen har de købt et ”try-a-dive” til den fyrstelig sum af 20 dollar per næse, og det er mig, der skal hjælpe dem.

     Efter den sædvanlige undervisning på båden, er vi kommet i udstyret. Dykkerstedet er en lille bugt, kaldet Japanese Garden, med flotte farvestrålende koraler på seks-otte meters dybde. Lige så snart vi er i vandet er der problemer. Med deres fuldt oppustede veste ligger de næsten ovenpå overfladen, de behøver i hvert fald ikke være bekymrede for at synke. Det ender med, at jeg må trække dem begge ind på lavt vand, mens de ordner stropperne på deres masker og pludrer på koreansk. Ikke et spark gider de bidrage med, så jeg starter dagen med at være slæbebåd.
    
     Ethvert prøvedyk starter med, at turisterne laver et par helt basale øvelser, mens de sidder på knæ på halvanden meters dybde. Nogen problemer og de kan bare rejse sig. Normalt tager det under 10 minutter, men efter 28 minutter med Jung og Shim giver jeg op. De nægter simpelthen at udføre nogle af øvelserne. De vil hellere stikke af, pille ved søpindsvin eller brække koraller af. Jeg må slæbe dem tilbage til vores lille studiekreds, hver gang de stikker af.

     Jeg tager et raskt tag i hver deres flaskeventil og trækker dem ud på dybere vand. De er kunderne, de har betalt, så skal de jo også se noget. Vi når ud på omkring seks meters dybde, da beslutter sig for at svømme hver sin vej, mens jeg har fat i begge flaskeventiler. Resten af dykket føles som jeg sidder i en avanceret styrketræningsmaskine, hvor jeg skal hive to tunge objekter sammen fra hver sin side.

     Undervejs bliver samtlige håndsignaler ignoreret og heller ikke en tur til overfladen, hvor jeg igen forklarer dem om vigtigheden i at blive sammen, gør noget indtryk. Foruden at svømme hver sin vej, så vil de røre ved alt på koral-revet, inklusiv giftige og skarpe klassikere som ild-koral, stenfisk og søpindsvin. Hver gang jeg skal stoppe den ene, inden han kommer til skade, så er jeg nødt til at slippe den anden. Og så starter det forfra.

     Da den ene koreaner stikker hovedet hen til en muræne-ål, mens den anden prøver at gemme en krabbe i sin BCD-lomme, begynder jeg at overveje om de har efterladt et afskedsbrev på deres hotelværelse. Et dødsønske syntes at være den eneste logiske forklaring på deres opførsel.

     Efter 33 minutter trækker jeg begge koreanere til overfladen, jeg er udmattet og tør simpelthen ikke mere. Et blik på mit manometer og min computer fortæller mig, at jeg har brugt 170 bar luft i en 12 liters aluminiumstank og at max. dybden var på 5,4 meter. Det er mit normale luftforbrug på et vragdyk på 40 meter i det samme antal minutter.

     Da vi sidder i overfladen efter dykket, smiler de to mænd stadig. Vi er kun 15 meter fra båden, hvor den vietnamesiske ejer af butikken sidder og er ligeså smilende. Så sker det, som absolut ikke må ske. Shim kigger op på båden og råber ”Det var fedt. Kan vi gøre det igen? Vi skal nok betale 20 dollar mere.”

Historisk har der i traditionel sportsdykning i mange år kun været én måde at dykke på; nemlig med en makker.

     Første gang makker-dykningen blev sat i system var af legendariske Jacques-Yves Cousteau og hans ven Frédéric Dumas i slutningen af 1940’erne. Det skete efter, at Frédéric Dumas havde en særdeles hårrejsende solo-tur ind i et vrag. Kort fortalt var det mere held end forstand, at han slap fra det med livet i behold. Cousteau var manden, der udtænkte den første prototype af regulatoren, som ligger til grund for apparatdykning. Og i løbet af kort tid fik han også lagt fundamentet for makkersystemet. Begge var opfindelser af stor nødvendighed.

     Makkersystemet er siden blevet indarbejdet gennem uddannelse og holdninger til dykning, så systemet lige fra første gang en fremtidig dykker overvejer at tage et dykker-certifikat bliver inkorporeret på rygraden. Alle træningsprogrammer bruger makkersystemet, og der er en række fremragende argumenter for at bruge det. Den primære grund er sikkerhed. Det er korrekt, at makkersystemet er med til at gøre dykning mere sikkert. Men det betyder ikke nødvendigvis, at dykning uden makker er farligt, eller at dykning med makker er uden risiko. I øvrigt dykkede Cousteau stadig regelmæssigt solo, efter han opfandt makkersystemet.

     Solodykning er stadig tys-tys blandt dykkere. Enkelte står glade frem og fortæller om deres erfaringer, mens andre gør det uden at fortælle om det. Pointen er, at det sker. Dykkere hopper i vandet alene, og derfor er det nødvendigt med en åben og ærlig debat om emnet. Både om de gode og om de dårlige sider ved solodykning. En åben debat vil også hjælpe til, at dykkere har den rigtige indstilling, erfaring, udstyr og træning, når de giver sig i kast med solodykning. For det er som alt andet med dykning: det handler om erfaring, udstyr, træning og selverkendelse.

Læs mere i Alene under overfladen - en introduktion til solodykning